Naturressourcer såsom olie og gas er (ligesom jord) eksempler på rival-goder, der ikke lader sig producere. På grund af deres uomgængelige knaphed vil disse naturressourcer generere en overnormal profit – også kaldet ressourcerenten, der i princippet bør beskattes 100 pct. Det er danskerne, der i fælleskab ejer disse ressourcer, og derfor bør overskuddet fra salget af disse også så vidt muligt tilfalde staten. Beskatning af ressourcerenten har ydermere den fordel, at den er markedsneutral, hvilket blot vil sige, at den – ligesom grundskylden – ikke medfører noget produktionstab, når den opkræves, idet skattekilden er uelastisk.
Når man beskatter naturressourcer er det helt afgørende, at man definerer og beregner ressourcerenten korrekt. Beskatter man nemlig over ressourcerenten, vil selve udvindingen komme til at ligge under det rentable niveau. Og omvendt – hvis man beskatter ressourcerenten for lempeligt, vil det udgøre en de facto subsidiering, der opretholder en udvinding, der ligger over det rentable niveau.
Ressourcerenten er bestemt som “den indtjening ved udnyttelse af en naturressource, som ligger ud over den normale aflønning af arbejdskraft og normalforrentning af investeret kapital, herunder et passende risikotillæg” (DØR, 2017, s. 202). Ressourcerenten er med andre ord den sum, der er tilbage, når selskaberne, der står får selve udvindingen, har fået en fair forrentning af deres investeringer.
I Danmark beskattes olie og gas med den såkaldte kulbrintebeskatning, men denne skat afviger betragteligt fra en optimal beskatning af ressourcerenten. For det første indeholder kulbrintebeskatningen ikke nogen egentlig bestemmelse af niveauet for en fair forrentning. Der gives blot et 5 pct. nedslag i skatten i seks år for alle nyinvesteringer. Derudover er beskatninggraden meget lav i sammenligning med f.eks. Norge. I 2012 bestemte Det Økonomiske Råd at den effektive beskatning var på omkring 71 pct. af ressourcerenten. I Norge er den på ca. 84 pct.
Dette betyder, at der i Danmark sker en de facto subsidiering af olie- og gasindustrien, der på grund af den lempelige beskatning får lov til at beholde en del af ressourcerenten selv; en del, der ligger ud over den fair forrentning, som de har krav på.
Hertil kommer, at man i marts 2017 – efter pres fra olieindustrien – besluttede at give et endnu større fradrag for nyinvesteringer i perioden mellem 2017 og 2025. Dette gjorde man primært for at understøtte renoveringen af Thyra-feltet. Problemet ved dette er, at man på denne måde holder udvindingen af olie kunstigt oppe.
Links til publikationer: