Det danske skattesystem er i høj grad indrettet efter princippet om, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Mest vigtig er her indkomstbeskatningen, der med topskatten sørger for en høj grad af progressivitet i skattesystemet. Grundskylden er teknisk set en proportionel skat, men den besidder de facto en grad af progressivitet, da de mest formuende personer generelt set ejer meget værdifulde grunde. Det Økonomiske Råd skrev følgende i deres rapport om dansk økonomi fra den 21. maj 2016:
Det er generelt sådan, at boligejere, der tjener mest, betaler mere i grundskyld. (…) De boligejere, der har en indkomst blandt de 10 pct., som tjener mest, betaler omkring 8.000 kr., mens de boligejere, der ligger i bunden af indkomstfordelingen, betaler omkring det halve. Det er forventeligt, at boligejere med en højere indkomst betaler en højere grundskyld, da de også har råd til en dyrere grund. (Dansk Økonomi, Forår 2016, Det Økonomiske Råd).
Grundskylden adskiller sig dog markant fra indkomstskatten, idet den ikke direkte afspejler skatteyderens skatteevne, men derimod den nytte, som skatteyderen har af at eje en given grund. Dette har en række fordele (se her), men det har også den ulempe, at den ikke tager højde for skatteydernes likviditet. Personer, der har en lav indkomst og en høj grundværdi (f.eks. pensionister) vil med andre ord få problemer med at betale deres grundskyld. Dette problem kan dog løses – og bliver i nogen grad løst – på en simpel måde ved blot at indefryse grundskylden mod pant i ejendommen. Grundskylden opkræves i så fald først, når ejendommen omsættes. Den indefrosne grundskyld bør forrentes med en neutral rente, således at der ikke skabes en såkaldt indlåsningseffekt, hvor incitamentet til at sælge sin bolig/grund forringes.
Links til publikationer:
Dansk Økonomi, Forår 2016, Det økonomiske Råd.