I Danmark opkræves der foruden den kommunale grundskyld også en statslig ejendomsværdiskat. Ejendomsværdiskatten er pålagt ejendomme, der fungerer som bolig for ejeren, dvs. primært parcelhuse, ejerlejligheder og sommerhuse, men ikke andelsboliger og almene boliger. Den beregnes i dag som 1 pct. af den samlede ejendomsværdi (grund + bolig) op til 3.040.000 kr og som 3 pct. af ejendomsværdier derover. Efter 2021 nedsættes den dog til cirka 0,55 % af den samlede ejendomsværdi op til 6.000.000 kr. (uden forsigtighedsprincip) og som 1,4 % af ejendomsværdier derover.
Ejendomsværdiskatten blev indført i 2000 (som erstatning for beskatningen af lejeværdien af egen bolig), og den er ifølge Skatteministeriet nødvendig for at skabe neutralitet mellem alternative kapitalinvesteringer. I modsætning til andre kapitalanbringelser er en ejendom nemlig tillige et forbrugsgode, som har en værdi for ejeren, der ligger ud over selve investeringen, og det er denne værdi, som man med ejendomsværdiskatten søger at beskatte. Ejendomsværdiskatten er med andre ord med til at undgå, at investeringer i ejendomme bliver for attraktive i forhold til andre investeringer. Uheldigvis fastfrøs Skattestoppet i 2002 de offentlige vurderinger – og dermed beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten – i krone og øre (det såkaldte nominalprincip), hvilket har betydet, at beskatningen i en lang periode ikke har afspejlet den faktiske udvikling på boligmarkedet. Hertil kommer, at rentefradraget – med denne gradvise udhuling af ejendomsværdiskatten – har fungeret som en de facto subsidiering af ejerboliginvesteringer på bekostning af produktive investeringer. Produktivitetskommisionen foreslog derfor i 2014, at nominalprincippet ophævedes, således at ejendomsværdiskatten igen ville komme til at følge den aktuelle udvikling på boligmarkedet. Og denne ophævelse skete faktisk med forliget af 2. maj 2017 mellem Regeringen og A, B og O, men samtidig bliver beskatningsgraden nærmest halveret, så den nogenlunde svarer til den faktiske beskatning under nominalprincippet. Spørgsmålet bliver derfor i fremtiden, om denne nye ejendomsværdiskat overhovedet lever op til sit deklarerede formål om at sikre neutralitet mellem forskellige kapitalanbringelser.
CORIDA deler bekymringen om, at kapitalanbringelse i ejendomme bliver for attraktivt, men CORIDA er af den opfattelse, at dette hensyn kan varetages fuld ud af grundskylden alene. Ejendomsværdiskatten og rentefradraget bør derfor helt udfases til fordel for en højere – og evt. statslig – grundskyld. Vores modstand mod ejendomsværdiskatten skyldes, at selve opfattelsen af ejendomme som et dualt gode (investering og forbrugsgode) i sig selv er forfejlet og som sådan blot medfører en urimelig løbende beskatning af et forbrugsgode. Forudsat at grundværdierne bliver beskattet optimalt, vil en bolig udelukkende være at betragte som et forbrugsgode, der således bør beskattes på samme måde som andre forbrugsgoder. Bevæggrunden for at betragte et køb af fast ejendom som en investering vil med andre ord bortfalde med en optimal beskatning af de aktuelle grundværdier.
Læs også: