Grundskylden er at betragte som en løbende skat/afgift på den nytteværdi, man har ved at have ejendomsret til en begrænset ressource. Værdien af den uudnyttede jord er en funktion af samfundets udvikling, og derfor er det retfærdigt så vidt muligt at lade værdistigningen tilfalde samfundet. I Danmark udskrives grundskylden som en årlig skat på den offentligt vurderede værdi af enhver grund, der er underlagt ejerskab. Grundskylden pålægges udelukkende værdien af selve grunden og ikke de forbedringer (såsom bygninger, dræn, m.m.), der eventuelt måtte være tilført grunden. Ideelt set vil en grund således blive beskattet ens, hvadenten der er bygget en stor etageejendom på den, eller den ligger ubenyttet hen. I 2012 indbragte grundskylden omtrent 12 mia. kr., hvilket udgjorde omtrent 1,5 % af den samlede skatteopkrævning. (Skatteministeriet).
Grundskylden er en meget samfundsgavnlig skat, idet den i modsætning til langt de fleste andre skatter ikke medfører nogen forvridende effekter på samfundsøkonomien. Tværtimod forholder sig således, at grundskylden medfører en række positive effekter, der er særdeles gavnlige for samfundsøkonomien. Nedenfor er oplistet de 9 væsentligste grunde til, at grundskylden er en særdeles fordelagtig skat, som Danmark bør gøre mere og bedre brug af.
1. Erstatter skadelige skatter. Enhver krone, der opkræves som grundskyld, vil ikke skulle opkræves som en skat på de produktive elementer i økonomien. En skat på arbejde vil alt andet lige føre til et mindre udbud af arbejdskraft. En skat på kapital vil ligeledes påvirke udbudet af kapital negativt. Grundskylden derimod fører ikke til noget produktionstab. Dette skyldes basalt set, at en grund er et immobilt gode, hvis udbud – i modsætning til arbejde og kapital – er uelastisk. En øget grundskyld kan derfor bidrage til økonomisk vækst i samfundet ved at erstatte mere skadelige skatter. Netop dette blev også påpeget af Produktivitetskommisionen, der i sin slutrapport fra marts 2014 skrev følgende:
Indenfor kategorien af ejendomsskatter, der som tidligere nævnt er mindre væksthæmmende end andre skatter, er grundskylden set fra et samfundsøkonomisk effektivitetssynspunkt en meget attraktiv skat. Skatteyderen kan ikke selv påvirke skattegrundlaget, og derfor forvrider grundskylden ikke incitamentet til at foretage produktivitetsfremmende investeringer i realkapital, uddannelse, innovation osv. På den baggrund anbefaler Produktivitetskommissionen, at grundskylden bevares og om muligt tillægges større vægt i den samlede beskatning.
(Slutrapport, Produktivitetskommisionen, s. 118).
2. Effektiv anvendelse. Grundskylden sørger for, at jorden, der alle steder – og mest mærkbart i byerne – er en begrænset ressource, anvendes på en så effektiv måde som muligt. Grunde, der af forskellige årsager ligger uudnyttede hen, vil som følge af grundskylden tilskyndes til at blive anvendt produktivt – enten som beboelse, hvilket særligt byerne mangler, eller som basis for virksomhedsdrift.
Grundskylden bevirker desuden, at der kommer en større overenstemmelse mellem boligforbrug og boligbehov. En regulær bolignød, som den Danmark oplevede i 70erne og 80erne, vil være utænkelig, såfremt grundskylden blev opkrævet optimalt.
3. Modvirker spekulation og boligbobler. Grundskylden begrænser muligheden for at spekulere i stigende grundværdier. Hvis en person f.eks. ejer en grund i et område, der er i en positiv udvikling, alene med henblik på et senere frasalg til en forventet højere pris, da vil vedkommende opleve, at grundskylden tilskynder ham/hende til at sælge, eller til at udnytte grunden produktivt. Dette skyldes, at grundprisen falder proportionalt med enhver stigning i grundskylden (ligesom grundprisen stiger proportionalt med enhver sænkning af grundskylden). Grundskylden er derfor ikke en skat, der forhøjer handelsprisen på grunden, da den i realiteten erstatter en del af denne. Det samme forhold gælder for boligspekulation generelt. I 00erne blev spekulation i stigende boligpriser til en beskæftigelse, som rigtig mange danskere tog del i, og mange tjente flere penge på at bo, end på at gå på arbejde. Nationalbanken har i den forbindelse udtalt, at:
Det er berettiget at tale om en decideret boligprisboble i årene 2005-07, hvor adfærden på boligmarkedet var “unormal” og præget af urealistiske forventninger til de fremtidige boligpriser. (Nationalbankens kvartalsoversigt 1. kvartal 2011).
Sådanne urealistiske forventninger, der får helt almindelige mennesker til at spekulere i boligprisernes himmelflugt, vil kunne begrænses markant, såfremt grundskylden følger de aktuelle grundværdier og dermed nedbringer den forventede gevinst.
4. Stabiliserer økonomien. Som beskrevet ovenfor medvirker grundskylden i betragtelig grad til at stabilisere boligmarkedet (og dermed den samlede økonomi), idet enhver stigning i grundværdierne medfører en øget beskatning. Som bekendt var den voldsomme prisstigning på boligmarkedet i årene op til 2007 særdeles skadelig for samfundsøkonomien, idet den førte til en for høj udlånsvækst i den finansielle sektor. Ifølge Nationalbanken var denne udlånsvækst medvirkende til at gøre lavkonjunkturen fra 2008 ekstra dyb og langvarig, idet bagsiden af boligfesten blot bød på bankkrak og restriktiv udlånspolitik til skade for den samlede vækst i Danmark (Nationalbankens Kvartalsoversigt, 1. kvartal 2011, s. 53). En optimal beskatning af grundene ville have virket kontra-cyklisk og regulerende på sådan et udsving på boligmarkedet. Nationalbanken har beregnet, at boligprisstigningen fra 1999 til 2007 ville have været knap 10 % lavere, hvis blot ejendomsværdiskatten ikke var fastfrosset på 2002-niveau (ibid. s. 55). Dette argument gælder a fortiori for grundskylden, idet grundskylden – da den er isoleret omkring ejendommens grundværdi – rammer kilden til prisstigningen mere direkte end ejendomsværdiskatten, der tillige indkluderer værdien af selve boligen. Dog er det en afgørende forudsætning, for at denne mekanisme kan virke optimalt, at den offentlige vurdering af grundværdierne er retvisende og justeres uden for stor forsinkelse. Dette var bestemt ikke tilfældet op til finanskrisen, idet de offentlige grundvurderinger blev holdt nede af grundskatteloftet, der blev indført i 2003, og som sikrede, at grundværdien højest kunne stige med syv procent om året. Dette har ført til den uheldige situation, at udskrivningen af grundskyld ifølge Skatteministeriet kun i ringe grad har fulgt med den aktuelle udvikling i grundværdierne. I 2013 skønnes det, at det kun var omkring 10 % af enfamiliehusene, der blev beskattet på grundlag af den seneste grundvurdering, mens omkring 90 % blev beskattet med udgangspunkt i grundskatteloftsværdien, der ikke følger de aktuelle grundværdier (Skatteministeriet).
5. Mindsker den private gældsætning. En optimal beskatning af grundværdierne medfører lavere handelspriser på grunde (og dermed på boliger). Idet en del af handelsprisen således erstattes af den løbende udskrivning af grundskyld, mindskes behovet for gældsætning i forbindelse med boligkøb generelt. Dertil kan man yderligere påpege, at såfremt grundskylden ikke opkræves, vil den samfundsskabte monopolgevinst, som grundskylden søger at inddrage, i høj grad tilfalde den finansielle sektor i form af øgede renteindtægter. Dette er særdeles uhensigtsmæssigt, fordi en større del af den samlede udlånskapital således anvendes uproduktivt, samt fordi det offentlige budget vil skulle finde alternativ finansiering ved større brug af mere skadelige skatter.
6. Bred skattebase. En yderligere fordel ved grundskyld er, at det er en skat, der rammer bredt. Den betales, uanset om man er ejer og bor i egen bolig, eller om man er lejer. Selvom det altid er grundejerne, der formelt betaler grundskylden, så går lejerne ikke fri af den grund, idet grundskylden vil være indeholdt i lejen, såfremt denne ikke er reguleret ved lov. Lejer man f.eks. en lejlighed på Kgs. Nytorv, vil lejen afspejle den høje grundskyld, som en grund med denne efterspurgte beliggenhed vil have. Almene boliger og andelsboliger betaler også grundskyld via lejen/boligafgiften.
Derudover betales grundskylden også, uanset om en grund er i privat egerskab eller tilhører en virksomhed. Dette er særligt gunstigt, da grundskylden således bliver en måde, hvorpå man sikkert og simpelt kan beskatte både nationale såvel som multinationale selskaber – noget, der er ganske besværligt, når skatten søges pålagt profitten. Mange multinationale selskaber har ikke betalt selskabsskat i Danmark i årevis, da de relativt let kan sende overskuddet ud af landet og evt. placere det i skattely. Men da man af åbenlyse årsager ikke kan flytte sin grund i skattely, bevirker grundskylden, at man opnår en større skattemæssig ligestilling af nationale og multinationale virksomheder.
7. Mindsker skattekonkurrence. Globaliseringen har overordnet set medført, at et land, der som Danmark har en åben økonomi, ikke længere suverænt kan beslutte, hvordan og hvor meget dets selskaber og borgere skal beskattes. I dag bestemmer skatteyderne nemlig i høj grad selv, hvor – og derfor hvor meget – de ønsker at betale i skat. Dette har ført til en omfattende skattekonkurrence mellem stater. Det store problem er mobiliteten af arbejde og kapital, og som sådan kan problemet kun løses med enten en generel harmonisering af (ideelt set) alle landes skattesystemer, hvilket selvsagt er en yderst besværlig politisk opgave, eller med begrænsninger på kapitalens og arbejdets frie bevægelighed. I kontrast hertil rummer grundskylden et stort uudnyttet potentiale som alternativ beskatningsform i alle åbne økonomier, idet den som nævnt er en skat på et immobilt gode. OECD anbefaler af samme grund en omlægning af skattestrukturen fra personbeskatning til en højere løbende beskatning af fast ejendom (Economic Survey on Denmark 2012, s. 62). Desuden er der med grundskylden aldrig tvivl om, i hvilket land beskatningen skal finde sted.
8. En hjælp til udkantsområderne. Den vigtigste variabel i enhver boligs handelspris er dens beliggenhed. Prisen på det samme hus vil variere betragteligt, alt efter om det er placeret i storby eller i en lille landsby. Sagt på en anden måde udgør grundværdien en langt større andel af boligens samlede værdi i en bykommune som Frederiksberg, end den vil gøre i en landkommune i Jylland. Danmarks Statistik har for nyligt påvist, at den demografiske udvikling internt i Danmark – den såkaldte skævvridning af Danmark – har ført til en stigende forskel i den gennemsnitlige markedspris for sammenlignelige boliger, der blot er placeret forskeligt geografisk. De skriver:
Ser man bort fra de kraftige udsving i boligpriserne henover det seneste årti og i stedet ser på, hvordan priserne samlet set har udviklet sig gennem perioden 2004- 2013, er der generelt en stigende forskel i prisen på et enfamiliehus/ejerlejlighed i bykommunerne sammenlignet med et i yderkommunerne. I 2004 var den gennemsnitlige markedspris for enfamiliehuse/ejerlejligheder på 1,8 mio. kr. i bykommunerne og 0,7 mio. kr. i yderkommunerne, altså en forskel på 1,1 mio. kr. Mellem 2004-2013 steg prisen sammenlagt med hhv. 33 pct. og 22 pct., hvilket betyder, at den gennemsnitlige pris for enfamiliehuse/ejerlejligheder i 2013 nåede op på 2,4 mio. kr. i bykommunerne og 0,9 mio. kr. i yderkommunerne. Forskellen mellem at købe enfamiliehus/ejerlejlighed i en bykommune og i en yderkommune var således næsten 1,5 mio. kr. i 2013.
(Husholdningernes formue i fast ejendom, Danmarks Statistik, s. 17)
Overfor denne geografisk set ulige værdistigning, der skyldes den demografiske udvikling (urbaniseringen), rummer grundskylden et ofte overset potentiale, idet de områder af Danmark, der af forskellige årsager er mindre eftertragtede, kompenseres for dette i form af en lavere offentlig grundvurdering – og dermed en mindre grundskyld. Grundskylden har således en regulerende effekt på skævvridningen af Danmark, eftersom virksomheder og privatpersoner vil have et økonomisk incitament til at slå sig ned/forblive i de mindre eftertragtede områder. Hertil kan man yderligere sige, at de eksisterende og meget fejlagtige grundvurderinger, der bl.a skyldes de store problemer i Skat generelt, ikke har været fejlagtige på samme måde for alle. Dyre ejendomme er ofte blevet vurderet for lavt, og billige ejendomme er ofte blevet vurderet for højt (ibid. s. 9). Dette har selvsagt blot bidraget til – og ikke modvirket – den demografiske skævvridning af Danmark.
Det er også værd at tage med i betragtning, at kompensationen af det såkaldte udkantsdanmark via grundskylden rummer et element af retfærdighed. En stor del af de mange ydelser, som det offentlige stiller til rådighed for alle, og som borgerne i udkanten er med til at finansiere, er de facto ikke til rådighed på samme måde, som for de borgerne, der bor i de store byer. Der er f.eks. ofte ringere adgang til offentlig transport, til uddannelse og til sundhed, ligesom de statsligt finansierede kulturudbud fortrinsvis er at finde i de 3-4 store byer og i hovedstaden især.
Dernæst kan man også tage meget lokale “udkantsområder” i betragtning. Bygges der f.eks. et rensningsanlæg eller en støjende vindmølle i ens nærområde, og dette får ens beliggenhed til blive mindre eftertragtet, vil den offentlige grundvurdering – og dermed grundskylden – komme til at afspejle dette. Dette vil have en begrænsende effekt på den såkaldte NIMBYisme (Not In My Back Yard). Og omvendt: Hvis der bygges en metrostation eller et tilsvarende gode, der får beliggenheden til at blive mere attraktiv, vil dette ligeledes blive afspejlet i den offentlige vurdering – og dermed i grundskylden.
9. Begrænser uligheden. I øjeblikket er der en voksende opmærksomhed omkring uligheden i de personlige formuer, der er stigende i Danmark, men som især stiger på globalt plan. Der er relativt stor enighed om, at denne udvikling skyldes en blanding af økonomisk internationalisering og teknologisk udvikling. Hvad der derimod er gået relativt upåagtet hen, er, at uligheden i formue primært skyldes den voksende værdi af fast ejendom. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde danskernes boligformue 57 % (3.650 mia.) af den samlede nettoformue i 2014 (Nyt fra Danmarks Statistik, 20. November 2015). Og denne formue er generelt set vokset markant siden 2004 – dog som nævnt fortrinsvis i de områder, hvor befolkningskoncentrationen er størst. Danmarks Statistik skriver:
De rige blev rigere opgjort i boligformue. Set over hele perioden 2004-2014 steg afstanden mellem top og bund for prisniveauet på boligmarkedet. Boligejere i kommuner med lave prisniveauer blev relativt fattigere i boligformue, mens de i kommuner med høje prisniveauer blev relativt rigere på boligformue. Boligerne i de 22 dyreste kommuner steg i gennemsnit med 38 pct. fra 2004 til 2014, mens boligerne i de 21 billigste kommuner kun steg gennemsnitligt med 19 pct. i samme periode. Denne tendens afspejler den demografiske udvikling med tilflytningen til byerne i perioden.
(Nyt fra Danmarks Statistik, 22. januar 2016)
Globalt set er denne tendens endnu tydeligere. Det er især den franske økonom Thomas Piketty, der har skabt opmærksom omkring denne tendens, ved at hævde, at afkastet på kapital over tid er større end den generelle vækst i samfundet. Stigende ulighed i formuefordelingen er derfor en naturlig konsekvens af kapitalismen ifølge Piketty. Men som bl.a. nobelprismodtageren Joseph Stiglitz har påpeget, er det uheldigt, at Piketty i sin analyse ikke skelner mellem værdien af produktiv kapital (maskiner, teknologi, aktier, osv.) og værdien af fast ejendom. Anvender man denne skelnen på Pikettys data, viser det sig, at en stor del af den voksende formue, som Piketty betegner “kapital”, faktisk skyldes en generel stigning i grundværdier – ikke mindst i USA. Trækkes denne del ud af beregningen, viser det sig, at afkastet på produktiv kapital ligger på niveau med – eller under – den generelle vækst i samfundet. Den voksende ulighed i formue er med andre ord ikke en naturlig konsekvens af kapitalismens produktivkræfter. Den skyldes i høj grad, at individer, der ejer en begrænset ressource (jord), beriges som følge af en samfundsudvikling, der medfører stigende jordværdier. Stiglitz foreslår derfor en løbende skat på grundværdierne (samt på andre monopolgevinster) i stedet for Pikettys forslag om en global skat på nettoformue.
< Tilbage
Læs også:
Links til referencer:
Nationalbankens Kvartalsoversigt 1. kvartal. 2011
Nyt fra Nationalbanken. 3. kvartal. Nr. 3. 2015
OECD Economic Survey on Denmark 2012
Husholdningernes formue i fast ejendom. Danmarks Statistik.
Nyt fra Danmarks Statistik 22. juni 2015
Nyt fra Danmarks Statistik 20. november 2015
Nyt fra Danmarks Statistik 22. januar 2016