Den 2. maj 2017 indgik Regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre et forlig om boligbeskatningen i Danmark. Forliget, der har titlen “Tryghed om Boligbeskatningen”, har til hensigt at sikre, at det nye og forbedrede vurderingssystem, der træder i kraft i 2018/2019, ikke medfører et højere samlet provenu fra boligskatterne. Derudover udbedrer forliget samtidig de skader, som flere forrige regeringer enten har forvoldt eller forvaltet ud fra samme forvirrede intention om at skabe ro på boligmarkedet ved holde provenuet fra boligskatterne nede. Stigningsbegrænsingen på grundskylden (grundskatteloftet) og skattestoppet for ejendomsværdiskatten (nominalprincippet), der begge blev indført i VKO-regeringens første to år, måtte simpelthen fjernes, idet de begge har lagt en dæmper på boligbeskatningen på en aldeles uhensigtsmæssige måde; nemlig ved at løsrive beskatningen fra den aktuelle udvikling på boligmarkedet. Dette rådes der nu endelig bod på, men prisen for en tilbagevenden til status quo ante er enormt høj – og den betales af alle andre end netop de boligejere, der har nydt godt af både skatteloft, skattestop og alt for lave grundvurderinger, idet financieringen sker ved at gøre indhug i det såkaldte økonomiske råderum.
Overordnet set vil forliget betyde en markant – og geografisk meget ulige – sænkelse af grundskyldspromillen. Som led i bestræbelserne på at holde boligejerne fri fra øget beskatning har forligspartierne nemlig valgt at forhindre ved lov ethvert muligt merprovenu fra boligbeskatningen ved at påtvinge kommunerne en tilsvarende sænkelse af grundskyldspromillerne.
Denne måde at sikre ”tryghed om boligbeskatningen” på er særdeles problematisk, idet den i modsætning til en overgangsrabat, som nu kun 4 ud af 10 boligejere skønnes at få brug for, er generel og permanent. Partierne har sågar valgt at forbyde kommunerne at hæve grundskyldspromillen, ligesom den nedre grænse, der hidtil har været 16 promille, helt fjernes. Den gennemsnitlige promille skønnes at gå fra 26 til 16, men dette gennemsnit dækker over en enorm geografisk ulighed. Visse kommuner i og omkring København vil i fremtiden få en promille på under 10, mens f.eks. Lolland-Falster og Vestsjælland vil bevare en promille på omkring 30, hvilket er den nye øvre grænse. Grundskyldpromillerne vil med andre ord blive mere differentierede, hvilket er problematisk, idet det vil forhindre grundskylden i at virke optimalt, ligesom den nødvendige og tiltrængte geografiske korrektion af boligbeskatningen, som de nye grundvurderinger burde afstedkomme, i høj grad vil udeblive. I 2021 vil dén økonomiske fordel, som især ejerlejlighederne i de store byer har haft i form af nogle alt for lave grundvurderinger, blot blive videreført og gjort permanent i form af lavere grundskyldspromiller.
En yderligere ting, der er mindst ligeså problematisk, er selve beskatningsgraden på boligmarkedet, der i fremtiden vil være meget lav. Ejendomsværdiskatten bliver i 2021 halveret, grundskylden bliver det næsten også, og derudover bevares rentefradraget helt uændret. Forliget har på denne måde ikke forbedret den uheldige situation, der har hersket i omtrent 10 år, hvor investeringer i fast ejendom er for attraktive i forhold til alternative (og mere produktive) kapitalanbringelser. Som minimum skal en boligbeskatning være med til at sikre neutralitet mellem forskellige kapitalanbringelser (noget der i øvrigt bedst klares med en høj grundskyld), men denne opgave vil den nye boligskat ikke være i stand til at løse – især ikke i de områder, hvor grundskyldspromillen sættes allermest ned, hvilket også vil være de områder, hvor grundene er allermest værd.
I fremtiden vil bestræbelserne på at forbedre ressourcebeskatningen i Danmark derfor primært handle om to ting, når det angår boligskatten.
For det første bør der ske en udligning af grundskyldspromillen i hele landet, hvilket betyder en genindførelse af den statslige grundskyld. Denne genindførelse er dog i dag nærmest en formalitet givet de mange restriktioner, som staten har pålagt kommunerne vedrørende grundskylden, og givet det faktum, at det efter 2021 bliver Skat og ikke kommunerne, der kommer til at stå for selve udskrivningen af grundskyld.
For det andet skal beskatningsgraden på boligmarkedet øges markant, således at skat på arbejde og virksomhedsdrift kan sættes ned, og således at den frie kapital i samfundet ikke søger mod uproduktiv spekulation på boligmarkedet. Desværre inderholder det nye forlig en mulighed for, at beskatningsgraden bliver sat yderligere ned, idet forligspartierne har forpligtet hinanden på, at de vil sænke boligskatten yderligere, såfremt provenuet fra den fremtidige beskatning overstiger det forventede.
Som sådan er denne gensidige forpligtelse det tydeligste eksempel på, at dette forlig er indgået udelukkende med henblik på at skabe ro om boligejernes økonomi og ikke med henblik på at skabe stabilitet på boligmarkedet – eller for den sags skyld at skabe bedre rammer for vækst og virksomhed i Danmark.
Links til publikationer:
Tryghed om boligbeskatningen. 2. maj 2017.